Jeg har deltaget i alle SPOT Festivaler siden 1998, alle gange i egenskab af GAFFA-medarbejder, og jeg har haft mange store oplevelser gennem årene. Skal jeg nævne nogle, kan det være at se en ung, men selvsikker og yderst lovende Tina Dickow på Brobjergskolen i 1999. Det kan være det nærmest historiske år 2002, hvor The Raveonettes blev spottet af den indflydelsesrige Rolling Stone-skribent David Fricke og efterfølgende fik gang i en international karriere. Eller det kan være gallaåbningen af SPOT Festival 2004, hvor Jomi Massage smed alt tøjet lige foran kulturminister Brian Mikkelsen og Aarhus-borgmester Louise Gade. Jeg kunne komme med mange flere eksempler.
Den SPOT Festival, jeg husker tydeligst, er dog SPOT Festival 2008. Eller rettere forberedelserne til den. Her havde jeg nemlig fornøjelsen af at være med i det såkaldte eksterne lytteudvalg, som skulle udvælge en del af programmet. Hermed fik jeg en enestående lejlighed til at opleve SPOT Festival indefra.
Jeg blev kort før jul i 2007 kontaktet af SPOTs souschef Conny Jørgensen, der spurgte mig, om jeg ville være del af det eksterne lytteudvalg. Mine primære kvalifikationer var, at jeg i de foregående fem år havde anmeldt hundredevis af koncerter samt en del album for GAFFA, og at jeg derfor måtte formodes at have nogenlunde føling med, hvad der skete på musikscenen. Jeg var meget beæret og sagde derfor straks ja tak, selvom jeg vidste, at der lå et stort arbejde i at sidde med i det eksterne lytteudvalg. Det havde min chefredaktør på GAFFA, Peter Ramsdal, nemlig gjort tidligere, og det indebar en uges arbejde fra morgen til aften. Sådan var det også denne gang. Jeg var derfor nødt til at tage ferie fra GAFFA for at kunne deltage i lyttearbejdet, og jeg fik først senere at vide, at indsatsen blev aflønnet med et beskedent honorar.
Der gik også lidt tid, inden jeg fandt ud af, hvem de øvrige medlemmer af lytteudvalget var, men det viste sig at være soulsangerinden Karen Rosenberg, bedre kendt som bare Karen, og Kristian Leth, der senere sprang ud som sanger og guitarist i The William Blakes og medejer af pladeselskabet Speed of Sound, men dengang mest havde gjort sig bemærket som veloplagt vært i DR1’s musikprogram Liga.
jeg var derfor meget pinligt berørt over, at det lykkedes mig at komme fem-ti minutter for sent til lytteudvalgets første møde
Lyttearbejdet skulle finde sted en uge i slutningen af januar. Kort før ugen oprandt, fik vi tre deltagere at vide, at de fem dage var blevet skåret ned til tre på anmodning fra Karen Rosenberg, der havde travlt med at indspille sit kommende album. Vi skulle derfor belave os på at udføre en uges fuldtidsarbejde på tre dage, der så ville blive temmelig lange. Helt okay med os andre.
Jeg må indrømme, at jeg var en smule imponeret ved udsigten til at sidde i jury med to så fremtrædende mediepersonligheder som Kristian Leth og Karen, der dengang var vært for et succesrigt P3-program med kollegaen Szhirley. Jeg følte mig lidt som det tynde øl og var derfor meget pinligt berørt over, at det – meget mod sædvane – lykkedes mig at komme fem-ti minutter for sent til lytteudvalgets første møde på SPOT-kontoret, hvor SPOT-leder Gunnar Madsen fortalte om reglerne. Befippet fik jeg hilst på Karen og Kristian Leth, og efter en solid frokost var vi klar til at gå i gang, assisteret af lytteudvalgets sekretær Morten Elley, i dag ansat i bookingbureauet Skandinavian.
Morten Elley fik også gentaget reglerne for os: Som lytteudvalg skulle vi kun udvælge cirka 40 af de i alt 100 kunstnere på SPOTs program. Resten – primært de mere etablerede – blev udvalgt af SPOT-sekretariatet selv eller forskellige interesseorganisationer inden for specielle genrer som metal, jazz og verdensmusik. Vi fik også at vide, at vi skulle gennemgå i alt 789 ansøgninger med tilhørende musikeksempler – de fleste sendt som digitale filer – som Morten Elley spillede for os over højttalerne. Disse skulle vi hver især give karakteren A, B eller C med A som det bedste. Hvis bare ét medlem af juryen gav en kunstner et A, blev vedkommende sendt videre til anden runde, ellers røg han/hun ud med det samme. Til sidst havde vi forhåbentlig fundet 40 navne, vi var enige om. Alt skulle foregå i fuld åbenhed og med indbyrdes diskussioner om nødvendigt.
Det kræver ikke nogen doktorgrad i matematik at regne ud, at gennemlytning af 789 musikeksempler på tre dage ikke giver mange minutter til hvert musikeksempel, men sådan var vilkårene, og de er næppe blevet bedre i dag, hvor antallet af ansøgninger til SPOT synes at stige år for år. Men vi gik i gang efter endnu en formaning fra Morten Elley: Hvis vi havde en tæt relation til nogle af ansøgerne, og det kunne næppe undgås, sås det meget gerne, at man erklærede sig inhabil og undlod at stemme. Det kom til at ske en del gange. Den første dag gik fint. Kristian Leth var ofte den hurtigste på aftrækkeren, hvad enten det gjaldt tommelfingeren op eller ned, ofte tilsat skarpe kommentarer, mens Karen og jeg var lidt mere tilbageholdende. Få uger forinden var den første sæson af det danske X Factor indledt, og Kristian Leth fik derfor snart uofficiel titel af lytteudvalgets Blachman, mens Karen og jeg så kunne hugge om, hvem der skulle være henholdsvis Lina og Remee. Karen blev hurtigt udnævnt til ekspert i alt inden for urban – soul, funk og hiphop – mens Kristian Leth og jeg var lidt mere allround.
Selvom vi arbejdede til langt ud på aftenen, var vi langtfra igennem en tredjedel af ansøgerfeltet den første dag, og vi blev derfor enige om at speede tempoet op de øvrige dage. Pauser var der ikke mange af, kun til at få noget indenbords og ud igen, og hyggesnak var der ikke meget plads til. Kristian Leth nåede dog at gøre lidt reklame for sit og Frederik og Fridolin Nordsøs dengang nystartede pladeselskab Speed of Sound, som nu ikke havde bands med i ansøgerfeltet, og ikke mindst selskabets band The William Blakes, som han dog ikke nævnte, at han selv spillede med i. Han havde sendt mig nogle sange med dem kort forinden, og på SPOT-kontoret roste jeg dem med forbehold, men tilføjede, at jeg syntes, de manglede lidt hitpotentiale. Jeg vil ikke afvise, at jeg ikke havde hørt ordentligt efter, for senere blev jeg meget begejstret for gruppen.
Dengang havde SPOT Festival kontor i Saltholmsgade i Aarhus C i lokaler med store panoramavinduer. Det bliver som bekendt tidligt mørkt i januar, så en stor del af tiden arbejdede vi med udsigt til et tæt omsluttende mørke, mens vi lyttede til morgendagens potentielle stjerner indenfor i varmen. En ganske særegen, men behagelig fornemmelse.
Sys Bjerre slog benene væk under alle tre med sin sang ”Malene” i en skrabet, halvakustisk produktion
Den sparsomme tid tvang os til at vælge vores kampe med omhu. Alle tre medlemmer af udvalget havde hver vores favoritter. Adskillige musikere gik i øvrigt igen i de forskellige ansøgninger, i varierende konstellationer.
Enkelte kunstnere medførte længere diskussioner. Eksempelvis endte vi med at skulle vælge mellem Mike Sheridan og Spejderrobot. For at få et så alsidigt musikprogram som muligt var der blandt de 40 navne, vi skulle finde, efter vores mening kun plads til én kunstner inden for den stemningsfulde og melankolske electronica, som Sheridan og Spejderrobot på daværende tidspunkt var eksponenter for. Selvom vi alle kunne fornemme en vis branche- og mediehype omkring Mike Sheridan og også var ret begejstrede for hans musik, endte vi med at sige ja tak til Spejderrobot, da vi syntes, hans indsendte sange var lige en tak skarpere end Sheridans. Denne kom dog med på festivalen året efter og har jo siden klaret sig fremragende. Blandt ansøgerne var mange, vi aldrig havde hørt om før, og talrige bidrag faldt i den store mellemkategori: Hverken genialt eller talentløst. Faktisk var ganske få af numrene åbenlyst under niveau, mens et tilsvarende begrænset udvalg gik lige i lytteudvalgets hjerter. Et gjorde dog: Den på det tidspunkt totalt ukendte, pladekontraktløse Sys Bjerre slog benene væk under alle tre med sin sang ”Malene” i en skrabet, halvakustisk produktion. Jeg kunne slet ikke få sangen med hooklinen ”Din lejlighed / er lidt brændt ned” ud af hovedet igen og havde den kørende på den indre iPod, da jeg lagde mig på puden efter dag to. En veritabel maratondag, hvor vi først gav os selv fri ved totiden om natten. ”Den sang bliver et kæmpehit,” sagde vi alle til hinanden, og sådan blev det få måneder efter – inden festivalen gik i gang.
Vores begejstring for Sys Bjerre betød desværre også, at vi måtte sige nej tak til den ellers meget lovende Annika Aakjær, der var med i opløbet langt hen ad vejen. Vi syntes, de to kunstnere mindede lidt for meget om hinanden på baggrund af deres indsendte materiale – begge kvindelige, dansksyngende singer-songwritere med humoristiske tekster – og vi ville kun vælge den ene. Siden har deres musik som bekendt udviklet sig i ganske forskellige retninger, og Annika Aakjær endte med at komme med på et afbud, så alle blev forhåbentlig glade alligevel.
Selve festivalen står ikke helt så klart i min erindring som lytteudvalgsarbejdet. Både Sys Bjerre og Annika Aakjær gjorde det godt, og Lise Westzynthius – en af mine kæpheste under udvalgsarbejdet – gav også en glimrende koncert. Ellers var festivalen for mit vedkommende som sædvanlig præget af, at jeg skulle deltage i møder, lave interviews, anmelde koncerter, redigere og læse korrektur på andres interviews og anmeldelser og hyggesnakke med folk, så der var en masse sikkert udmærkede koncerter, jeg gik glip af, blandt andet Spejderrobot, men ingen kan jo nå det hele.
Jeg var kun med i lytteudvalget det ene år. SPOT Festival ønsker et nyt lytteudvalg hvert år for at få ny inspiration og undgå vanetænkning, hvilket jeg bakker fuldt op om, og var jeg blevet spurgt, om jeg ville deltage igen, havde jeg også sagt nej tak af samme årsag. Det var dog tre meget spændende, lange dage, som jeg tænker tilbage på med stor glæde. Arbejdet har også givet mig en stor respekt for det at sidde i en jury: Man har fået tildelt en magt, som man skal forvalte med stor omhu og omtanke. Man skal træffe nogle valg og nogle fravalg, og hver gang man gør nogle glade, skuffer man andre. Det er ikke sjovt at skulle sige nej tak til 749 håbe- og for manges vedkommende talentfulde ansøgere – noget, som lytteudvalget heldigvis kun gjorde per stedfortræder – men sådan var reglerne altså.
Alt dette er dog ingenting mod det at skabe den musik, som hele SPOT Festival drejer sig om, men det er en helt anden historie. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad lytteudvalgene finder frem til os til fremtidens SPOT Festivaler. Vi ses!