Ok. Du vil have en konkret oplevelse. Det første, jeg tænker på. Dengang jeg havde sex med min kone på et af toiletterne, ude på gårdspladsen foran Officersbygningen. Det er den oplevelse, jeg vil skrive om.
Men. Jeg havde egentlig først skrevet om alt det andet: Lige flyttet til Aarhus, Ruby Fruit Jungle og Patricia Painting på Huset. Senere selv på Café Arthur i 1996, i Ridehuset 1998, i Ridehuset 2004, med Cinnamon Sigh og Larsen & Furious Jane. Også alt det der med pressemeddelelser, ansøgninger, fotos, plakater, demobånd, demo-cd, singler, A&R’s, kontrakter, mener du det virkelig, når du siger, det skal være noget konkret? Det forstår jeg ikke. Ok, det var måske det, der fyldte mest dengang, alt det konkrete. Men nu spørger du mig jo næsten 20 år senere. Jeg kan ikke gøre det konkret for dig. Beklager. Det handler jo om noget andet. Alle de der følelser. Tiden, der hagler igennem dig. En masse mennesker, du mindes. Lyden fra en Spleen United-koncert, du aldrig glemmer. Mette Moestrup, der står der og er så forbandet sexet iført en lang kjole måske.
dengang med Jomi Massage til åbningen. Det rev lidt i folk. Hvad mon Dronningen tænkte. Var hun der ik? Eller var det til festugen. Måske er det lige meget
Michael Møller, der fortæller om et bryllup i Berlin, uden elektricitet, en gammel dansehal, og så senere på besøg med børnene, hvide asparges og vi danser. Hvornår var det, at Teatret Svalegangen lagde lokaler til en fuldstændig uforglemmelig koncert med nogle mænd med vinger på? Der var helt mørkt derinde. Sjældent, at der har været så mørkt til en koncert. Men der var virkelig mørkt. På samme måde som der både har været efterår og forrygende varm sommer. Jeg ved det ikke helt. Jeg kan også godt huske Kim Munk. Han skulle have spillet dengang på Café Arthur, men han fik ikke lov alligevel. Men jeg glemmer aldrig den koncert alligevel. Jeg siger til mig selv, at det betød noget. Ja, at det nok egentlig betyder mere i dag, end det gjorde dengang. Men sådan er det jo med så meget. Eller er det omvendt. Lige idet dét sker, så tænker man. Det her. Det er virkelig skelsættende. Et afgørende øjeblik i mit liv. Men det gentager sig jo. Mange gange. Og så sidder man og tænker tilbage, mange år senere. Og væk er alt det konkrete. Tilbage snor minderne sig gennem kroppen, som candyfloss samler sig på en træpind. Det kan rive og flå i en, når det er allerbedst. Var det ikke det, der skete dengang med Jomi Massage til åbningen. Det rev lidt i folk. Hvad mon Dronningen tænkte. Var hun der ik? Eller var det til festugen. Måske er det lige meget, det var måske en af de største SPOT-oplevelser nogensinde. Alligevel. Alle de der mikrofoner, på al al al den hud. Der er ting, man hurtigt glemmer. Og så er der de minder, man tager med sig, indtil den dag ens aske bliver strøet ud over kattegat, mens ens efterladte står på dækket af Læsøfærgen, eller på toppen af en klitte i Aalbæk, og tænker deres. Tak for minderne, dem tager jeg med mig hele vejen.