Kunstneren Jens Jørgen Thorsen malede et kæmpebillede – og sig selv – under en koncert med de aarhusianske sømandspunkere Vildensky til SPOT 04 i Ridehuset, oktober 1997.
- Idéen om at invitere Jens Jørgen Thorsen udsprang af, at vi gerne ville arbejde med temaet inspiration, så gæsterne også fik noget, som ikke handlede om ny musik, med hjem fra festivalen, genfortæller SPOTs Conny Jørgensen.
På det tidspunkt blev der ikke arbejdet med det visuelle omkring musikken i den udstrækning, som man gør i dag. Jeg introducerede to af mine venner, som har et galleri, for idéen: Det ku´ være sjovt at finde en billedkunstner, som maler et billede, inspireret af nogle, som spillede live.
Jeg havde absolut ingen forestilling om hvilken kunstner, det kunne være, men de to venner sagde med det samme: ”Det skal da være Jens Jørgen Thorsen!” Nå … OK, sagde jeg så. Og de to venner var hurtige på aftrækkeren: ”Vi ringer s´gu til ham med det samme”. Og jeg var sådan … hold da op, det går stærkt det her. Så fik jeg røret og forklarede Thorsen om idéen. Og han sagde bare ”Ja, det lyder som en rigtig god idé! Hvad forestiller du dig med musikken?” Hvad forestiller DU dig?, spurgte jeg. Det vidste han ikke.
Vi aftalte, at jeg skulle plukke 3-4 orkestre og sende musik, så han selv kunne vælge. Jeg husker kun, at Vildensky var iblandt, og der var ingen slinger i valsen. Det var det, han ville.
Skrev kontrakt ud i én køre
- Kort tid efter sendte han så en fin og meget æstetisk kontrakt med posten. En håndskrevet A4 side. Han skrev rigtig pænt, men helt uden mellemrum mellem ordene. Meget flot og fascinerende.
Der stod detaljeret hvilken slags lærred, han ville male på - hollandsk hør eller sådan noget – og det havde jeg slet ikke forstand på. Det skulle også være slået op på en bestemt ramme med nøjagtige mål. Igen måtte mine venner træde til og hjælpe med at skaffe materialerne i en baggårdsbutik i Klostergade. Vi fik præcis det, Thorsen bad om.
Bar selv alt sit grej fra bilen
- På selve dagen havde vi glemt at ta´ højde for, at den lille maler jo skulle hentes. Det gik først op for mig, da jeg mødte ham på festivalpladsen. Han fortalte, at han havde parkeret langt væk og så selv slæbt alt sit malergrej helt ovre fra bilen og til Ridehuset. Han ku´ jo ikke ringe efter hjælp, i ´97 havde ikke så mange mobiltelefon endnu.
Nå, men festivalen gik i gang - og det var tidligt i programmet, at det her indslag fandt sted …
Thorsen brugte Mikkel som pensel under koncerten
- Da vi blev spurgt, om vi ville spille med Jens Jørgen Thorsen, sagde vi selvfølgelig ja med det samme, fortæller Andreas Hansn fra Vildensky.
- Vi havde i Vildensky selv en person med på scenen, der illustrerede numrene i mystiske dragter og effekter. Så det passede ret godt sammen. Et par timer før koncerten mødtes vi med Thorsen i den lille hvide skurvogn udenfor Ridehuset og snakkede lidt om, hvordan vi skulle gribe det an. ”Vi begynder med et stille nummer, og så kommer der smæk på, og så kan man bare gå til den med maling og lyd”. Han syntes, at hans stil passede godt sammen med os, som blandt andet spillede på en masse ragelse. Trommesættet var lavet af jernbaljer og rundsavsklinger og så videre.
- Vi forærede ham en band t-shirt, da vi mødtes. Han klippede straks hovedhullet stort nok, selv om det var i halvfemserne, hvor t-shirtsene ellers var ret så store, så de kunne hænge og se grungede ud på folk. Men han ville ikke svine den til med maling, så han tog sin store hvide malerdragt på og så gik vi i gang. Mikkel, der var ham i udklædning med mere, skulle vist danse kun i trusser, gasmaske og pon-poner, for at gejle malerseancen op. Så tog han også en hvid dragt på, så Thorsen kunne bruge ham som pensel, og så stod de ellers og smurte hinanden ind, mens Thorsen malede. Det blev vildt flot, og det var jo ret heftigt med maleren selv og det kæmpe, gennemvædede maleri og Mikkels gummidyrsdragter og de to, der blev helt pladret til af farve og så vores metalaffalds-folkepunk.
- Der stod rigtig mange og bare gloede målløse og fik malingstænk i øjnene, slutter Andreas Hansn.
Lærredet dryppede helt vildt
Conny Jørgensen husker også, at Jens Jørgen Thorsen kastede rundt med malingen:
- Det efterfølgende rygte vil vide, at han var mere eller mindre nøgen. Men det passer altså ikke … Han havde sådan en hvid heldragt på og hældte farver ud over sig selv. Han var fuldstændig sølet til.
- Da eventen sluttede, og der måske var gået en time, blev vi pludselig opmærksomme på, at malingen begyndte at løbe ned ad det der store lærred. Og vi vidste så tilpas lidt om tingene, at vi ikke anede, hvad vi skulle stille op. Hvor skulle vi lægge lærredet hen? Det var kæmpestort og der var jo fyldt med folk i hele Ridehuset. Nå, men vi fik det lagt ned og bugseret et sted hen.
I mellemtiden ville Jens Jørgen Thorsen gerne ha´ et bad og det eneste, vi kunne tilbyde, var ovre i Officersbygningen, hvor vi vist havde vores akkreditering.
Thorsen ville i børstebad
- Der kom han så over, og vi havde jo hverken shampoo eller sæbe eller noget. Så vi måtte i Føtex på Frederiks Allé og købe badeting. Thorsen stod i badet, da vi kom tilbage med sæben, og inde fra bruseren lød det:
- Jeg kan ikke få malingen af , og der er også maling mellem ballerne. Jeg må ha´ en børste.
- Gode råd var dyre - han var jo trods sin store imødekommenhed og venlighed ikke Hr. Hvem-som-helst. Vi var bare nødt til at skaffe en børste her og nu – så vi fandt en opvaskebørste i Officersbygningen, som jeg stak ind til ham under bruseren. Det havde han udelukkende smil til overs for - og vasket blev han da!
Thorsen var i rigtig godt humør, da han sagde pænt farvel og kørte hjem.
