En stagemanagers funktion er mangesidet. Først og fremmest er opgaven at holde tidsplanen på sin scene, sådan at publikum kan indrette sit eget program på en festival med mange scener - og så man selv kan nå de favoritkoncerter, som man på forhånd har udset sig!
På en branchefestival som SPOT er denne tidsplan endnu vigtigere, da branchefolk ofte har et nøje tilrettelagt program, som kan være meget tætpakket. Hvis en koncert overskrider tidsplanen på en branchefestival, kan det have konsekvenser for orkestret, og i værste fald få negativ betydning for en mulig fremtidig karriere, hvis en potentiel kommende samarbejdspartner er gået videre til næste programpunkt og ikke får hørt koncerten.
For at holde tidsplanen skal man som stagemanager få forløbet med et orkester før, under og efter koncerterne til at køre så smidigt som muligt. De skal nå frem til venuet, de skal have læsset deres baggear af på bagscenen og evt. have det sat på podier, de skal ’installeres’ i et aflukket bandrum med forplejning, de skal have et linecheck (som på en showcase-festival er meget kort og først og fremmest handler om at finde ud af, om der er ’hul igennem’ og justere volume-niveauer), de skal spille koncerten, og musikere og instrumenter skal efterfølgende væk fra scene, bagscene og bandrum.
Under dette forløb er der mange ting, som KAN sætte en prop i, og som GØR det; trafikproblemer, tvivl om venue, tvivl om tidspunkter, parkering til bandbus, glemte instrumenter og glemte musikere (?!). Disse er eksempler på mere synlige ting, som kan udfordre en stagemanager frem mod bandets ankomst. Derudover er der en lang række mere usynlige faktorer, som også kan sætte prop i forløbet; bandets humør (hvor mange nerver?), kemien mellem lydmænd/lysmænd og bandet (hvilke personlighedstyper?), og har orkestret eksempelvis lige besluttet sig for at spille fire ekstranumre (ud over de fem på sætlisten!). Disse er også væsentlige faktorer, som afgør, hvor meget jeg er ’på arbejde’ den pågældende dag.
Det skal siges, at langt de fleste orkestre agerer professionelt og ved, at det også kræver en samarbejdsindsats fra deres side for at få en stram tidsplan til at køre. Hvor betydningsfulde disse usynlige faktorer bliver, afgøres ofte af forventninger, som ikke mødes, misforståelser og om nerver. Flere har ikke den store live-erfaring, mens andre har spillet i flere år. Alle har dog en vis portion sommerfugle i maven, for der er en del på spil, når branchefolk fra den store verden kigger på og lytter med.
En stagemanagers funktion er at være et synligt og positivt forbindelsesled mellem alle aktørerne
Jeg har på forskellige tidspunkter skullet håndtere alle ovennævnte udfordringer, og her vil jeg fortælle om nogle oplevelser på SPOT Festival i 2011, som meget godt illustrerer, hvordan en weekend i en stagemanagers liv kan se ud. En dag, som viser, hvor lidt der skal til, før tingene bliver pressede - men også hvor meget kreative musikere og ikke mindst kreative frivillige betyder, når udfordringerne kommer, og her er mit budskab; en tidsplan kan ikke lykkes uden dygtige lyd- og lysmænd, sceneteknikere, stagehands og backstage-ansvarlige. En stagemanagers funktion er at være et synligt og positivt forbindelsesled mellem alle aktørerne og så ellers træde til, hvis og når der skal tages en beslutning i spørgsmål, hvor det er nødvendigt.
Min fortælling strækker sig over to dage, fredag og lørdag på SPOT Festival i 2011. Jeg havde ansvaret for scenerne på Voxhall og Atlas. Altså var første udfordring givet på forhånd; at få de to scener til at køre med overlappende tidsplan, fire bandrum og i alt 19 koncerter.
Jeg mødte ind fredag i god tid og tjekkede op på, at mine frivillige var informeret, undersøgte, om den lejede backline (forstærkere og andet habengut) var leveret, og hilste på de faste folk på Voxhall og Atlas. Første band skulle spille kl. 16 på Atlas, og jeg var, sammen med mine frivillige, mødt ind i god tid. Første punkt på en stagemanagers stresstærskel: Er band og andre relevante til stede på det tidspunkt, som på forhånd er annonceret? Det var de her, og det var dejligt, men allerede ved anden koncert var load-in-tidspunktet vel forbi, før jeg fik kontakt med Fatma Zidan, der skulle spille som nummer to på Atlas. De sad fast omkring Vejle pga. en trafikulykke (som stoppede al trafik, men som de heldigvis ikke selv var impliceret i). I den næste time havde jeg Fatma i røret og fik en statusopdatering nærmest mellem hver 100 meter-pæl. Cirka 20 minutter før koncertstart drejede de ind på pladsen, kom på scenen og spillede en flot koncert! Det var tæt på deadline, og jeg havde nået at advisere konferencieren et par gange om, at han nok skulle på scenen med en trist besked. Resten af dagen forløb stort set smertefrit, og fordi mine frivillige var så godt kørende, blev der taget godt hånd om alle bands og lyd/lysfolk. Især var Tako Lako-koncerten på Voxhall en kæmpe oplevelse med fuldt (dampende) hus!
Om lørdagen var første udfordring at skulle tackle et seminar, som programmæssigt lå lige tæt nok op ad første koncert på Atlas. Det er en af kernekompetencerne hos en stagemanager at kunne hundse rundt med folk, som ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig at skulle rykke videre. Og så gøre det i en ordentlig tone. Det lykkedes at få tømt Atlas, så der kunne holdes lydprøve med første band. Marie Fisker skulle spille efterfølgende, og de kom også fint til tiden, men uden guitarist! (Synes, jeg kan huske, at han også sad fast i trafikken et sted.) Jeg må indrømme, at jeg dernæst blev ret imponeret over den danske musikerstand på grund af måden, man fik løst problemet på. De kontaktede en bekendt, som just forinden havde overstået en koncert i Musikhuset, og som nu sad i bandrummet deroppe. 10 minutter efter stod han på scenen på Atlas med en guitar i den ene hånd og sætlisten i den anden!
men det er lige så meget en hyldest til dem, som får en stagemanager til at se godt ud – de frivillige
At mangle en guitarist var nærmest den modsatte situation af, hvad jeg oplevede et par år tidligere på den lille scene på Archauz. Michael Falch skulle lave en solo-optræden med omkring fire numre og så holde et oplæg om sin nyudgivne bog undervejs. Omkring load-in-tid kører der en kæmpe nightliner + trailer ind langs Brobjergskolen, og ud træder fem musikere, en lydmand og en baggearsmand!
Måske var han i forvejen på tur? Ellers er Michael Falch godt nok en mand, der ikke går ned på udstyr. Der blev i hvert fald rigget mere gear op, end der blev brugt under den 40 minutter lange seance inklusive oplæg.
Tilbage til Atlas og 2011. Marie Fisker kom på scenen (med guitarist), og jeg driblede på Voxhall for at se, om tingene kørte, som de skulle. Den største del af den weekend brugte jeg i passagen mellem Voxhall og Atlas. Der var hele tiden bands, som ankom og skulle af sted, bandrum, der skulle overleveres til de næste, og koncertstarter, der skulle sikres. Igen var mine frivillige vildt godt kørende, og det fandt jeg da for alvor ud af, da jeg igen kom ud på p-pladsen og så mine to stagehands på Atlas, Anders og Thor, ligge under selvsamme Marie Fiskers varevogn. Den var punkteret på venstre baghjul, og luften var sivet ud et eller andet sted mellem ankomst og afgang. De havde en ret vigtig aftale efter koncerten, så imens jeg var på Voxhall, havde drengene lige besluttet, at det hjul skulle de da vist lige ind over … fedt! De kom af sted til tiden.
Dette er en beskrivelse af en del af tilværelsen som stagemanager, men det er lige så meget en hyldest til dem, som får en stagemanager til at se godt ud – de frivillige. Hvis man får lavet sig et godt hold - og det har jeg haft i de år, jeg har været med (tak til førnævnte, men også til Marius, Jesper, Freja, Anette og Margrethe) - så gør det ikke så meget, at man på den ene side har to spørgende bands og en lydmand og på den anden side har en madbestilling, en journalist (som er fortvivlet over ikke at kunne få en branchekontakt ind) og en (lidt for stor) fest i et bandrum, som skal tackles på samme tid. Så går det!
Og det gjorde det i den weekend. Alle koncerter startede til tiden, og jeg tror, publikum var glade og tilfredse (dem ser man ikke vildt meget til i sådan en weekend). Det var orkestrene i hvert fald, og det samme var vi. Det er en fantastisk følelse at feste med sit hold lørdag nat efter en hård weekend på og bag scenen på SPOT Festival.