Jeg har spillet på SPOT Festivalen så mange gange, at det på en eller anden måde er pinligt.
Hvornår det føles, som om grænsen mellem det rimelige og det pinlige overskrides, er naturligvis helt og holdent op til en selv, men i mange år havde jeg en nagende mistanke om, at nogen måtte føle sig snydt. At en tillid var blevet misbrugt. Jeg burde på nuværende tidspunkt være stor i Japan … eller noget.
‘Jamen dog. Se! Han (eller de) har jo talent’, har nogen sagt til sig selv og hinanden i flere på hinanden følgende år fra 1994 og frem, mens de pegede på mig og eventuelle bandkammerater. Derefter er planer blevet lagt, tidspunkter er blevet udspecificeret, papirer er blevet sendt frem og tilbage, et nøjagtigt antal backstage-sandwiches er blevet smurt, og en annonce er blevet indrykket i det lokale musikmagasin.
‘Jeg skal forresten spille på SPOT i år,’ har jeg så henkastet sagt til min mor og far. Stolt. Og jäkla bekymret. For der ligger jo en tillidserklæring i det. En underforstået formodning om, at man kan indfri forventninger.
og flere fra nævnte gruppe af gæster viste sig at hedde noget udenlandsk og arbejde for enten Den finske Statsradiofoni eller Rolling Stone Magazine
Helt fra opstarten for mange herrens år siden har SPOT handlet om at vise en kunnen inden for dansk rytmisk musikliv. I udgangspunktet med fokus på det, vi med et let fortærsket udtryk kalder ‘vækstlaget’, men siden også med mere etablerede navne på scenen - og fjernere horisonter i kikkerten efterhånden som arrangementet fik flere og flere år på bagen.
Listen over akkrediterede branchefolk blev nemlig længere, som festivalen etablerede sig og modnedes, og flere og flere fra nævnte gruppe af gæster viste sig at hedde noget udenlandsk og arbejde for enten Den finske Statsradiofoni eller Rolling Stone Magazine. Succeshistorierne om underskrevne pladekontrakter med multinationale underholdningsgiganter begyndte at florere.
Det giver næsten sig selv, at den følte anerkendelse ved at blive bedt om at stille op for Gunnar Madsen og fædrelandet og gøre sit bedste med sin spinkle heliumrøst i 30 minutter ikke bliver mindre under disse nærmest globaliserede omstændigheder.
Jeg er på intet tidspunkt - heller ikke, da festivalen havde opbygget et ry som et spændende sted at opdage nye musiknavne og således på sin egen måde var blevet erklæret ‘talentfuld’ - blevet opsøgt af en strengt udseende officiel udsending fra arrangementsledelsen med besked om, at nu måtte jeg ‘hellere huske at tage mig sammen. Vigtigt job! Glem nu ikke korstemmerne på tredje vers i ‘We are the Tra-la-la People’!’
Den slags stress har jeg fuldt ud været i stand til at pålægge mig selv.
Talent er ikke noget, man har. Det er noget, andre tildeler en, ligesom bestyrelsesposter og influenza
Talent er ikke noget, man har. Det er noget, andre tildeler en, ligesom bestyrelsesposter og influenza. Især sidstnævnte går som regel over igen, uden at vi får nævneværdige mén af det, men at være blevet udpeget som talent kan have vidtrækkende konsekvenser.
Det var i en ung og påvirkelig alder, jeg havde min SPOT-debut. Vort herrelandshold var regerende europamestre i fodbold. Landets statsminister lod sig regelmæssigt fotografere iført diminutiv cykelhjelm. Rocken havde geniført sig en guitar nogle år tidligere. Min uskyld var himmelråbende, håbet var lysegrønt - og en happy go lucky-indstilling rådede i mange år i min tilgang til det med musikken.
Hvem ved? Måske kunne jeg være blevet stor i Japan, hvis den rette brancheperson var kommet forbi og havde pumpet min selvtillid op med komplimenter og Dukes of Stratosphear-referencer.
Det er begrænset, hvad jeg kan bruge kontrafaktisk historieskrivning til i dette tilfælde, men jeg tænker af og til på, hvilket brag jeg på et eller andet tidspunkt var faldet med, hvis jeg var blevet forført af omgivelsernes anerkendelse i en alder af 22. Hvis jeg var blevet udråbt til spejderpunkens nye Messias i 1994.
Jeg tænker tilbage på mig selv og ser en knægt, hvis indre stemme dårligt nok var gået i overgang. Ku’ ha’ været kønt...
når man er i den der ungdom, som rocken holder så meget af, kniber det ofte med at kunne se sig selv udefra
Årene gik, og efterhånden meldte mistanken sig. There’s no such thing as a free lunch. Hvad koster det egentlig at være en af de udvalgte? Da jeg var 22, fløj jeg af sted og kunne aldrig drømme om at kigge ned. Femten år senere lavede jeg en overgang ikke andet i en periode, hvor identitetskrisen bankede på.
En gryende fremmedgjorthed gjorde sig gældende i forhold til en musikscene befolket af nye bands, som jeg ikke kunne kende fra hinanden - og som for en stor dels vedkommende insisterede på at være uironiske, samtidig med at de klædte sig i alt for korte shorts, habitjakker og Lilleper-strikhuer med kvast. (Det er en vanskelig balancegang, de mestrer, og man bør vel egentlig vise lidt respekt. Jeg kan godt iføre mig tøjet, og jeg kan godt prøve at være uironisk … men ikke på samme tid!)
En mere nuanceret forståelse af mig selv, den musik, jeg var med til at lave, og den branche, jeg var en del af, begyndte at melde sig pø om pø.
Der kan nemlig være flere grunde til, at man bliver udpeget som lovende. Det kan være, at man laver noget musik, der falder i andres smag … men det kan også være, at andre har brug for nogen at kalde et talent af den ene eller den anden grund. Det ene behøver ikke at udelukke det andet - men at andre kunne have en personlig interesse i at rose mig faldt mig ikke ind i mine unge år.
Jeg antyder ikke, at SPOT Festivalen kynisk har spekuleret i at styrke sit eget brand ved at programsætte mig og mine skiftende bands (scenariet er ellers underholdende), men når man er i den der ungdom, som rocken holder så meget af at være forbundet med, kniber det ofte med at kunne se sig selv og sine omgivelser udefra.
Tænk, hvis jeg virkelig var blevet stor i Japan
Der er altid et karriereskridt mere, man kunne have taget. En mulighed, man ikke forfulgte. Et telefonnummer, man ikke tastede. Tænk, hvis jeg virkelig var blevet stor i Japan.
Men lad os indse det. Tiden som potentielt boyband material har været forbi et par år efterhånden. Jeg slap ud i live. Tyve år senere er det ikke blevet til noget internationalt gennembrud for mig. Eller nationalt for den sags skyld. Men i de senere år er det blevet til et personligt.
Ikke på grund af fordums glorværdige præstationer inden for rockens ædle kunst. Bevares, jeg er glad for at have været lidt omkring og oplevet ting, som jeg ikke har planer om at fortælle mine børn om, før det bliver relevant for dem at bruge det som skrækeksempler over for deres egne poder etc. Gennembruddet består imidlertid i, at min eksistensberettigelse her 20 år nede ad vejen ikke længere afhænger af, om andre for nylig har kaldt mig talentfuld.
Takket være en nogenlunde veloverstået identitetskrise har jeg nemlig tillagt mig så konservativt-kedelige ting som modenhed og personlig ballast, og det bliver pissesvært at lave en ny Justin Bieber ud af mig.
Det er i en ung og påvirkelig alder, at ros virkelig bider på en. Her på kanten af de 42 føler jeg mig vel efterhånden voksen nok til at kunne se nogenlunde nøgternt på mig selv, den musik, jeg (stadig) laver, og de reaktioner, jeg får på den.
Verden er ikke længere uskyldig, og jeg bilder mig ind, at jeg har lagt et og andet bag mig. F.eks. en ret rystende mangel på selvindsigt parret med det fuldstændig idiotiske drive, jeg havde omkring nogle ting dengang.
Min historie er udramatisk. Den indeholder ikke nævneværdige misbrugsproblemer, årelange juridiske tvister med spekulative forretningsfolk, tvangsfjernede børn født i synd eller vanrøgtede eksotiske kæledyr. Det indeholder historien om et potentiale, som nogen engang så og gav nogle chancer, og det kom der sådan-og-sådan ud af. Fint nok. Mon ikke regnskabet går cirka i nul?
For - og dette er vigtigt - alt dette handler ikke om, at jeg har overlevet, at nogen har kaldt mig et talent. Det handler om, at jeg har overlevet min egen naivitet og er nået frem til, at mit eventuelle talent helt og holdent er mit eget eventuelle problem.