SPOT Festival er fyldt 20 år, hvilket pludselig får mig til at føle mig ret gammel. Jeg deltog selv for første gang i den tredje af slagsen, og siden har jeg vist spillet på SPOT Festival i alt 9 gange med 4 forskellige projekter, samt ofte givet små koncerter til omkringliggende day parties. Derudover har jeg været der flere gange som almindelig festivaldeltager og drukkenbolt.
Jeg ved reelt ikke, hvor mange gange jeg har været på SPOT, men siden 2003 tror jeg kun, at jeg har misset festivalen en eller to gange. Og til SPOTs 20 års jubilæum spillede jeg igen efter nogle års pause. Det blev en slags jubilæum for mig også, min 10. koncert og mit 5. projekt i SPOT-regi. Det er egentlig ret vildt; jeg må have spillet til halvdelen af de SPOT Festivaler, der har været!
De tidlige år
Jeg tror nærmest, at jeg kan huske SPOT, fra den blev afholdt allerførste gang. Jeg var lige begyndt på Frederikshavn Gymnasium og havde dannet mit første rigtige band. På gymnasiet hang plakater for SPOT, som på det tidspunkt havde arrangementer rundt om i landet. Jeg kan huske, at bandet Ruby Fruit Jungle skulle spille i Nordjylland, og at vi egentlig ville have hørt det, men ikke nåede det. Allerede på det tidspunkt havde jeg i hvert fald en bevidsthed om SPOT som den festival, hvor talenterne på den danske musikscene hørte til.
jeg mistede min kæreste gennem mange år kort før SPOT det år, og jeg gik alene rundt i sådan en underlig melankolsk tåge under hele festivalen
Jeg har selv spillet på SPOT virkelig mange gange. Også lang tid før, jeg overhovedet udgav en plade. Vi spillede der med en tidlig udgave af moi Caprice til to meget tidlige udgaver af SPOT. Jeg tror, den første gang var 1996. Vi gik i hvert fald stadig i gymnasiet, og selvom det ikke gjorde underværker ved vores fraværsprocent, var vi selvfølgelig vildt stolte af, at vi ofte rejste til de større danske byer for at spille koncerter. Vi var i DM i Rock-finalen i 1996, vandt samme år musikkonkurrencen Chancen og spillede på Midtfynsfestivalen. Det var svært at få noget til at ske i Nordjylland, så man tog de chancer, man kunne. Deriblandt blev vi udtaget til SPOT 03 (tror jeg, det var), hvilket var en kæmpe ære for os, og én af de oplevelser, jeg husker bedst fra det år. SPOT var blevet samlet i Aarhus, men stadig spredt forskellige steder i byen. Vi spillede på Gyngen med to andre bands over to aftener. Der var proppet begge aftener, og det var en vildt stor oplevelse for os. Vi indspillede vores første rigtige demo i Feedback-studiet få dage herefter.
Vi spillede på SPOT igen et par år efter. Her var festivalen blevet samlet omkring Ridehuset, og vi spillede i et lille telt på pladsen foran, igen var der proppet. Jeg tror, det var en af de første gange, jeg mødte Ulrich Lauridsen, som senere blev vores manager. Det kan også have været året, hvor jeg for første gang hørte Superheroes og Pernille Rosendahl.
Jeg flyttede til Aarhus i slutningen af 90’erne, og i det år, jeg boede der, tog jeg til SPOT for første gang som tilskuer. Jeg kan huske, at jeg mistede min kæreste gennem mange år kort før SPOT det år, og jeg gik alene rundt i sådan en underlig melankolsk tåge under hele festivalen. Jeg kan også huske, at jeg hørte Under Byen for første gang, hvilket var en stor oplevelse. Deres musik passede godt til mit humør efter forliset, og som mange andre indie-boys i Aarhus på det tidspunkt småforelskede jeg mig i Henriette Sennenvaldt. Senere blev Under Byen rigtig gode venner; jeg har optrådt som gæstesolist for dem flere gange.
At spille på SPOT
Den SPOT, jeg uden tvivl husker bedst, er festivalen i 2003. Vi havde lige udgivet vores debutplade med moi Caprice og skulle spille på alle de store festivaler i løbet af sommeren, men det var den første festivalkoncert efter pladeudgivelsen. Vi skulle spille i Ridehuset som de allersidste fredag aften. Det var vist lige efter Kashmir, og der var ikke andre, der spillede samtidig. Det var det perfekte tidspunkt, og på en eller anden måde blev det én af de bedste koncerter, vi nogensinde spillede. Jeg husker den i hvert fald som en kæmpe oplevelse. Ridehuset var pakket, hvilket vel er 1000-1500 mennesker, og vi havde aldrig spillet for så mange mennesker før. Der var kæmpejubel, folk sang med på vores singler, og vi fik som et af de eneste bands lov til at spille ekstranumre, fordi vi var det sidste band. Vi kom også i kontakt med et par større engelske managers og en amerikanske producer, som alle var interesserede i at arbejde med os. Det var måske den første gang, jeg følte mig lidt som rockstjerne: en vellykket koncert, genkendelse, når man gik rundt på pladsen, eksklusive møder med store managertyper og en kæreste i kølvandet af koncerten.
Det var det perfekte tidspunkt, og på en eller anden måde blev det én af de bedste koncerter, vi nogensinde spillede
SPOT i 2003 kickstartede virkelig det her vilde år, som fulgte efter vores debutplade, selvom parforholdet allerede var slut inden den efterfølgende plade, og det aldrig rigtig blev til noget med de managers og produceren, vi fik kontakt til der. Men oplevelsen gjorde det let at drømme stort på en ny og mere håndgribelig måde. Siden da har jeg spillet yderligere to koncerter på SPOT med moi Caprice. I 2007 spillede jeg der første gang som solist efter min første soloplade. Det var en koncert i Ridehuset allerede kl. 14 lørdag eftermiddag, hvor der var en fantastisk dejlig stemning. I 2012 spillede jeg en specialkoncert med folkemusikgruppen Svøbsk, hvor vi komponerede musik sammen specifikt til SPOT festivalen. Vi blev sat sammen til formålet, men har faktisk vedligeholdt samarbejdet siden da. Jeg har næsten altid spillet på SPOT som frontmand, men i 2011 optrådte jeg desuden som guitarist og backingvokalist på et par numre for 4 Guys from the Future. Mange vilde minder på mange forskellige scener. Og i år gik jeg på scenen igen, denne gang med mit nye band The Mountains.
Koncerter, venner og bekendte
Jeg elsker at komme til SPOT Festival. SPOT er for mig kommet til at indvarsle festivalsæsonen. Det er her, det starter: Man møder masser af gamle venner og kolleger - musikere, radiofolk, som man ikke har set længe. Og derefter er der gode chancer for, at man snart ser dem igen på en af sommerens festivaler. SPOT minder mig om foråret, selvom der ikke altid har været godt vejr. Jeg husker af en eller anden grund mest SPOT som solrig. Jeg har selv oplevet en masse koncerter som publikum på SPOT. Bedst husker jeg Diefenbach og Under Byen samme aften for en 5-6 år siden. Diefenbach spillede en fantastisk koncert lørdag aften, og jeg kom i det vildeste festhumør. Kort efter deres koncert gik jeg til Under Byen på samme scene, hvilket punkterede mit humør fuldstændig. Det var også en fantastisk koncert; det var i Musikhusets store sal, og lyset var fornemt planlagt. Men det var en virkelig overvældende oplevelse, som påvirkede mig ret voldsomt. Under Byen udgør sit eget kapitel i min SPOT-fortælling med to koncerter, som begge ramte mig meget rent.
Der er en masse kunstnere, som jeg har hørt første gang på SPOT. Håkan Hällstrøm, Jens Unmack, Jose Gonzalez, I Got You on Tape, Figurines, Spleen United og mange flere. Flere af disse er blevet gode venner senere hen. Og måske er det faktisk det, jeg forbinder mest med SPOT; gensynet med alle de folk, som man holder af, men sjældent ser. Når jeg tænker på SPOT, tænker jeg egentlig mest på at stå i baren i Ridehuset, sidde på græsset med en øl og en ven eller hænge ud med gamle kolleger på et overfyldt Sway eller nogle af de officielle afterparties. En bekendt kaldte SPOT for ”den danske musikscenes julefrokost”, og der er noget om snakken, selvom den ligger lidt sent. Reelt handler det hverken om rygklapperi eller indspisthed i branchen, men bare, at der faktisk er et fint sammenhold på den danske musikscene.
Når jeg tænker på SPOT, tænker jeg egentlig mest på at stå i baren i Ridehuset, sidde på græsset med en øl og en ven
Og SPOT er måske det sted, hvor man møder flest af alle de her folk, som man på et tidspunkt har spillet med, hængt ud med til et awardshow eller bare mødt på en tidligere SPOT Festival. Flere gode venner har jeg vel egentlig hængt ud med første gang på SPOT Festival. Det er et godt sted at hænge ud med dem, man reelt ikke hænger så meget ud med, men gerne ville hænge mere ud med. Det er en årlig chance for at se en masse mennesker, som man godt kan lide, men alt for sjældent ser. Og selv om SPOT også fylder mig med minder om gode koncerter på både store og små scener, er det måske ikke mindst sammenholdet og gensynsglæden, der tegner festivalen for mig.
Når jeg er i Aarhus, minder Ridehuset mig altid om SPOT. Det giver minder om mine egne koncerter, om andres koncerter, om samtaler med venner og bekendte. Og så glæder jeg mig vildt meget til at komme tilbage.