Da SPOT Festivalen startede for 20 år siden, var DR en aktiv medspiller i et fælles fokus på dansk rock. Live. Ved indgangen til 1990′erne sendte P3 godt en times live musik. Om dagen. Fokus var især på den “nye danske scene”, og i perioder havde DR ligefrem det honnette mål, at intet dansk rocknavn skulle opnå en pladekontrakt, før bandet havde været præsenteret i DR.
Ambitionen klinger af forne tider. Alene ordet “pladekontrakt”. Det var i den grad før både MySpace, YouTube og Facebook, og det var, før punkens do-it-yourself-mantra nærmest blev et dogme for nye bands, musikere og sangskrivere nu 20 år efter.
Ved indgangen til 1990′erne så både SPOT og DR en forpligtigelse og en mission i at give vækstlagene i den danske rockscene en platform. Specielt for den musik, der blev spillet live. Afsættene var naturligvis forskellige. SPOT var festival. DR et formidlende og transmitterende medie. Men målet var i starten det samme: Den nye danske rock havde brug for eksponering og for en platform, hvor musikere, musikbranche, musikformidlere, tilskuere og lyttere kunne mødes. Live …
20 år er gået, og både musikken og medierne har udviklet sig eksplosivt. Det har skabt udfordringer og nyudvikling. Også for SPOT og DR. Samarbejdet er ikke tæt på liveområdet som før. Dansk rock præsenteres på anden vis. P3 har fået en digital partner i P6BEAT – og SPOT har gennem årene arbejdet med en lang række nye elementer, der både har sikret festivalen en nordisk/europæisk profil – og samtidig sikret dansk rock en værdifuld platform for formidlere og musikkøbmænd fra det store udland.
Selv har jeg haft fornøjelsen af at være gæst ved SPOT i mindst 15 af de 20 år. I langt de fleste af årene med en formidlerhat på takket være mit arbejde i DR. I en lang periode som daglig leder af P3LIVE. Senest som bestyrer af “Sneums Garage” på P6BEAT.
I en dansk sammenhæng var SPOT tidligt ude med at forankre festivalen i en by. Her var ikke en festival på en pløjemark i ferietid, men en festival, der lignede vellykkede festivaler rundt omkring i Europa. Der var tidligt et slægtskab mellem SPOT og fx festivaler som Transmusicales i Rennes, Frankrig, og Euroslag/Noorderslag (senere EuroSonic) i Groningen, Holland. Festivaler uden for hovedstæderne (så færrest branche- og mediefolk tjekker ud ved fyraften) og i byer med mange studerende (så et godt og motiveret publikum altid er til stede). Og som ved EuroSonic har SPOT gennem årene både overrasket og udfordret sig selv og os som publikum ved at eksperimentere med byens rum – fra egentlige spillesteder og kulturhuse over kunstmuseer til godsbanegårde, rangerterræn og andre af byens åbne arealer.
I starten, da SPOT lå i oktober, var stedet Officerspladsen og de gamle bygninger deromkring. Ud mod Vester Allé og Frederiks Allé. Selve Ridehuset dannede tidligt rammen om to scener, og Officerspladsen bød på old school-pavilloner med brunlakerede trægulve og bræddevægge med hvid sejldug som tag. Saddeltag, der blafrede heftigt under de efterårsstorme, der et par gange rasede ind over SPOT og Officerspladsen. Ikke mindst i 1997 under SPOT 4, hvor sejldugens blafren og de tynde pavillondøres smækken i vinden gjorde mange koncerter svært urolige, ligesom enhver paneldiskussion måtte forstumme. Vinden vandt på dB.
et grænseoverskridende show, der viste, at den, der tør vise sig nøgen for os alle, både kan ende med at beholde bukserne på og tage alle stikkene hjem
I 2000 var SPOT flyttet til starten af december. Det kostede et efterfølgende års pause – og først i 2002 var festivalen på banen igen. Nu i maj – og med godt vejr. Senere også i juni. Med blandet vejr. Men da var Musikhuset Aarhus for alvor blevet en integreret del af festivalen. Ikke mindst den store sal blev rammen om en række meget forskellige åbningsarrangementer. Ved SPOT 6 i 1999 var åbningsaftenens overraskelse svenske Oscar Danielsson, der i duoform underholdt vittigt og poetisk. Stort set akustisk for en pakket sal. Et pletskud fra festivalens kuratorer, der gennem alle årene – og med forskellig besætning – har evnet at få skruet en musikalsk pakke sammen af velkendt og ukendt – og ofte positivt overraskende. Steffen Brandt og Tina Dickow åbnede som duo SPOT 9 i 2003. Her blev bl.a. byttet sprog. Steffen Brandt sang en sang på engelsk – og Dickow en på dansk. Måske for at minde os om, hvor godt netop Tina Dickow synger på dansk. En alt for sjælden luksus at opleve. Ved SPOT 10 i 2004 var det en forsinket og forkølet Brian Mikkelsen, der med hæs stemme fik fremstammet et par indledende ord, inden Signe “Jomi Massage” Høirup tog over på den store scene i et grænseoverskridende show, der viste, at den, der tør vise sig nøgen for os alle, både kan ende med at beholde bukserne på og tage alle stikkene hjem. Imponerende. Senere samme aften fik amerikanske Beth Hart på scenen i Musikhusets foyer vist, at SPOT hverken er afvisende over for gedigen, gennemtjekket bluesbaseret rock – og for kunstnere fra Rockens Kontinent. Amerika. Ved SPOT 11 i 2004 var Steffen Brandt igen med. Nu i en stor opsætning med en strygekvartet fra Ensemble MidtVest og solister som Brandt, Eivør Pálsdóttir og Lars H.U.G. I 2012 – ved SPOT 18 – var det Mike Sheridan, der lagde for med en længere, drømmende elektronisk suite. Mageløst, mente Garagebestyreren, der direkte efter koncerten vadede fra salens mørke hen over scenen og backstage for at komme af med den umiddelbare begejstring. Senere skrev Ekstra Bladet: “SPOTs åbningsarrangement var igen i år en fuser”.
De kuraterede åbningsaftener er muligvis en saga blot. Selvom det i Garagebestyrerens optik var et ret unikt ”brand” for festivalen. Selve Musikhuset med dets mange sale er fortsat en del af SPOT. I hvert fald har husets store scene jo også været rammen for rækker af koncerter i løbet af selve festivalerne. Ofte med navne, der sikrede lange køer både før og under koncerterne. Køer, hvor alle vi bagest drømte om, at “de andre” derinde bare ville opleve det hele så trist og kedeligt, at vi derude kunne nå at komme til, inden det hele var forbi.
Under Byen gav en forunderlig koncert – med alenlange køer – ved SPOT 12 i 2006. Sidste koncert lørdag aften i den store sal. Bandet gennemførte hele koncerten i mørke eller alene oplyst i silhuet. Kun Henriette Sennenvaldts lakrøde, mega-højhælede sko lyste op glimtvis. Raffineret, ikke specielt formidlende, men i den grad artistisk konsekvent. Mere direkte kontakt kom der ved SPOT 14 i 2008 fra Annika Aakjær, der ud over sine sange også viste et virkeligt talent for at skubbe sine ting af sted med en velturneret replik. Den slags vinder altid point. Også hos et publikum, der ikke lige er fortrolige med materialet inden koncerten.
Men. Salen var – og er – stor – og ikke alle klarer mødet med publikum. Eller sagt på en anden måde: Slem er salen, når publikum ikke dukker op. For år tilbage havde jeg længe forsøgt at få SPOT til at booke den belgiske pianist, sanger, sangskriver og skuespillerinde Ann Pierlé. Jeg havde set hende flere gange. Både i Frankrig, Holland og Tyskland – og jeg havde set (og hørt) en charmerende, begavet blanding af musik, performance og et stænk kabaret. Visuelt gjort med små midler; Ann Pierlé siddende ved klaveret på en gennemsigtig gummibold – og på klaveret en dampende kande te. Men galt gik det ved SPOT. Ann Pierlé lukkede festivalen en sen torsdag aften i Musikhusets store sal ved SPOT 14 i 2008. Publikum bestod stort set kun af en skribent fra GAFFA, en norsk radiokollega til Garagebestyreren og undertegnede. Vi fyldte ikke meget i den store sal. Selvom vi sad på første række, battede det ikke rigtig noget. Det var trist. For alle. Ann Pierlé har ikke været tilbage på disse breddegrader siden – og jeg er ikke blevet brugt som ”kurator” siden. Surt … Dog en sen tak til GAFFA, der gav koncerten 4 ud af 6 stjerner …
og SPOT havde helt konkret vist, at vellykket musikeksport måske i første runde handler om at få “udlandet” til at høre og se “lokale navne” på hjemmebane
Bedre gik det i maj 2002 ved SPOT 8, da den amerikanske journalist David Fricke fra Rolling Stone Magazine og jeg sammen så “debutkoncerten” med The Raveonettes. Fricke og jeg kendte hinanden via fælles bekendte i Reykjavik, og i Island besluttede vi, at vi en dag skulle tage sammen til SPOT. Det blev så i 2002, da David Fricke blev inviteret til festivalen for at fortælle under overskriften: “How Does Scandinavia Sound”. I toget på vej til Århus så vi SPOT-programmet igennem. DR havde da kort forinden optaget Sune Wagners nye band i Odense. Navnet på bandet stod ikke helt klart for os. Nogen steder blev det omtalt som The Girl On Death Row. Andre steder som The Shades. Men uanset navn så gik rygterne, at det på alle måder var et band, der var værd at se, så det var øverst på vores “to-do”-liste, da vi steg af toget. Koncerten fandt sted i den store sal, men heldigvis under intime omstændigheder. Alle sæderne i salen var nemlig spærret af. I stedet stod både band og publikum på selve scenegulvet. Fricke og jeg først lidt i baggrunden, men som koncerten skred frem, rykkede vi længere og længere frem, indtil vi stod lige neden for scenen. Med smil fra væg til væg. Bogstaveligt talt. Skramlende garagerock, som det kun kan laves af musikere, der ved, hvad de vil, og som kan deres rockhistorie på fingrene. Her fra Buddy Holly til Jesus & The Mary Chain. Resten er historie. David Frickes begejstrede omtale af koncerten i Rolling Stone Magazine var med til at bane vejen for gruppen i USA, og SPOT havde helt konkret vist, at vellykket musikeksport måske i første runde handler om at få “udlandet” til at høre og se “lokale navne” på hjemmebane.
Heldigvis er The Raveonettes ikke det eneste eksempel på konkret eksportsucces for dansk rock efter SPOT. Navne som Powersolo, The Blue Van, Under Byen, Thee Attacks, Den Sorte Skole og mange, mange andre har også haft glæde af at møde “udlandet” på SPOT. Blot ved at skrive gruppernes navne dukker lystige festivalbilleder op. For ofte har bands givet den en ekstra skalle ved SPOT. Det ku’ jo være, at der netop den aften på SPOT var en person blandt publikum, der kunne bringe karrieren et nyk videre frem. Alene The Blue Vans navn vækker herlige minder om den dag, bandet ved SPOT 13 i 2007 på en bette scene i Ridehusets hjørne ud mod de travle alléer tog så kraftigt et livtag med garagerocken, at gruppens monster af et Hammondorgel kom på højkant og på et tidspunkt truede med at styrte ud over scenekanten og kvæste de mest entusiastiske publikummer nedenfor. Vi overlevede alle. Med rockende fryd … Eller da Thee Attacks ved SPOT 14 i 2008 var en del af en større satsning på rock fra Ålborg under den fælles overskrift “Way Up North”. På grund af et afbud fik garageteamet nordfra mulighed for at spille to koncerter i løbet af SPOT. Og det blev udnyttet til fulde i et tætpakket, hvidt telt, de gode folk fra Ålborg havde fået sat op mellem Ridehuset og Musikhuset. Efter få numre drev sveden ikke bare af bandet, men også af publikum, der hørte nye sange, der var født til at blive evergreens i Den Store Garagesangbog. Rendyrket pop i skramlende arrangementer …
Møderne på SPOT mellem dansk rock og udenlandsk branche har selvfølgelig i høj grad handlet om, at festivalen helt bevidst har inviteret udenlandsk branche og mediefolk til SPOT. Hentet dem ved gadedøren hjemme i fx Frankrig, Belgien og Tyskland. Bogstavelig talt. I samarbejde med ROSA - Dansk Rock Samråd, MXD - Music Export Denmark m.fl. Men bag hele dette mere strategiske arbejde har der fra dag ét også ligget den enkle beslutning, at SPOT ikke skulle have noget VIP-område, og der har ikke i festivalens 20 år været et reservat for pinger og spinatfugle. Det har betydet fri leg for alle – og tilfældige møder på kryds og tværs. En herlig uhøjtidelighed, der har været befriende – og for en formidler som undertegnede et simpelt scoop. Så hold fast her – også i de næste 20 år …
Fra dag ét har SPOT både været en branchefestival og en festival for enhver interesseret i den aktuelle rockscene på vej ud af øvelokalerne. Den mission har også været tydelig i de talrige paneler og mødefora, der har været en integreret del af festivalen siden starten. Når jeg tænker tilbage på temaerne for panelerne – både i overskrifter, jeg husker – og i paneler, jeg har overværet – så passerer 20 års debat om musik, medier og om alle aftagerne af musikken og mediernes produkter revy. De digitale udfordringer har fået deres del af både taletid og opmærksomhed. Det samme har spørgsmål om forretningsmodeller, rettigheder, strukturer og fremtidsvisioner for pladeselskaber, managere, musikere, medier – og kunderne og brugerne – både hjemme og ude. Til tider er bølgerne gået højt. Til andre tider har panelerne rummet varierende blandinger af højtflyvende visioner, tågesnak og helt dagsaktuelle emner og problemstillinger. Men næppe en sten har fået lov til at ligge urørt. Kun lidt er blevet tilbage i min erindring. Flovt og pinligt måske. For alvor givende har dog været møder med ildsjæle, der også i anekdotens form både har kunnet gi’ liv til fortællingen og sat perspektiv på tingene. Som fx da produceren og talentspejderen Richard Gottehrer, der både har arbejdet med Blondie og The Raveonettes, ved SPOT 9 i 2003 midt i det hele fik fortalt om kreative forretningsmodeller i 1950′erne, da han og hans band The Knickerbockers sendte deres singleplader af sted til en dj i Rochester, Upstate New York, sammen med en ostekage fra dj’ens yndlingsbager i New York City. Det gav airplay – og payola var tidens løsning. Samme positive erindring har jeg fra SPOT 11 i 2005, da Eik Frederiksen, der både har arbejdet i medier (bl.a. DR) og i musikbranchen (SONY), gik løs på en fortælling om musikradioens udvikling. Det var både (visuelt) levende og vidende og stærkt engageret i formidlingen. Hvis jeg var forlægger, ville jeg se basis for en fin bog her … eller måske “bare” en tv-sag. Om radio …
tænk på Cleaning Women, der kom til SPOT 11 i 2005 med toget. Inklusive et utal af sære instrumenter bygget af alt godt fra vaskekælderen. Heriblandt et elektrisk tørrestativ. Magic
Og så. Ved siden af de store, særlige satsninger under SPOT har der jo været alle koncerterne. Utallige og ikke til at sammenfatte i en enkelt tekst. Ofte præget af SPOTs evne til at samarbejde og lukke nye elementer ind. Som fx de nu mangeårige samarbejder med Nordic Co-Writers. Et samarbejde, der begyndte at tage form allerede i 1999, og som i perioder bød på fremragende eftermiddagssessions i Musikhusets lille sal. En helt unik mulighed for en gang om året at møde et kuld nye nordiske talenter. Tænk bare på norske Pål Moddi Knutsen og Agnes Obel. Eller SPOTs samarbejder med andre nordiske partnere. Fx den finske musikeksport-organisation (nu Music Finland), der en overgang sikrede overdådige finske navne til SPOT. Tænk på Cleaning Women, der kom til SPOT 11 i 2005 med toget. Inklusive et utal af sære instrumenter bygget af alt godt fra vaskekælderen. Inklusive et elektrisk tørrestativ. Magic.
Så kort sagt: SPOT er ikke en fast størrelse. Ikke bare en ”plet”. SPOT er en usnobbet fusion mellem det muliges kunst og de store visioner med musik som omdrejningspunkt. Skiftende kuratorer, skiftende politiske og økonomiske landskaber og skiftende rammer i byens rum har ikke hver gang sikret pletskud. Men forandring og bevægelighed er en kvalitet ved SPOT. Så egentlig må et fromt fødselsdagsønske være, at SPOT aldrig finder sin form; at SPOT bliver ved med at udfordre både sig selv og os andre. Bliver ved med at eksperimentere og teste en idé eller en form. Og bliver ved med at netværke – både hjemme og ude. Og så tager jeg hellere end gerne 20 år til med fastfood, når musikken er forbi, og kroppen kræver sit …Og fastfood er det ofte blevet til. For antallet af koncerter er enormt – og når sidste band er gået af – og sulten melder sig – er SPOT ikke leveringsdygtig. Mangt en aften er David Fricke og jeg endt på Burger King på Banegårdspladsen. Jeg er bange for, at jeg har lovet aldrig at fortælle det til nogen. Nu er det ude, men det skal ikke forhindre et stort KRAM og TILLYKKE til SPOT …