Jeg er som en del andre blevet spurgt, om jeg vil skrive en anekdote eller to til SPOT Festivalens 20 års jubilæum. Selvfølgelig takkede jeg ja! For selvom jeg ikke har arbejdet på SPOT som frivillig de sidste 7 år, så har jeg et meget nært og kært forhold til festivalen, som jeg aldrig har misset en eneste udgave af.
Jeg er fast inventar. Det er som sagt et tæt forhold, og ikke kun fordi jeg har været med siden SPOT 03, men også fordi folkene bag festivalen, nærmere betegnet musikorganisationen ROSA, tog mig til deres kontorbryst, da jeg fik mit første job hos Musikforeningen MONO efter de lange læseår på uni.
Med kontorpladsen hos ROSA blev jeg suget ind i en verden, som sprudlede af gode idéer, mærkelige julefrokoster, dygtige musikere, sjove ture og dedikerede, hårdtarbejdende mennesker, der brændte for deres fag. De introducerede mig til et stort netværk og gav mig lov til at være med til at afvikle og videreudvikle SPOT Festivalen ved siden af mit egentlige arbejde! Så fra SPOT 03 til SPOT 13 har jeg prøvet at være afvikler, journalist, presseassistent, stået for forskellige scener, infobod, kørsel, bandrum og indgang.
De første festivaler
Til min første SPOT 03 Festival i 1996 fandt jeg hurtigt ud af, at SPOT-folkene ikke var bange for at uddele ansvar. Festivalen var dengang spredt rundt i byen på forskellige lokaliteter. Det var først til SPOT 04, at festivalen blev samlet omkring Ridehuset. Jeg stod nede på hedengangne Entréscenen og havde fået tildelt en musikcoach (Lars Skjærbæk) og en lydmand. Og så ville der i øvrigt komme 4 bands. Resten måtte jeg selv finde ud af ...
Til SPOT 04 lavede jeg en lille udsendelse om festivalen, hvor blandt andre kunstneren Jens Jørgen Thorsen blev foreviget i et ret vanvittigt projekt, hvor han skulle male til musik spillet af aarhusianske Vildensky. Han endte med at hælde flere bøtter maling ud over sig selv i Ridehuset. Værket hænger i øvrigt den dag i dag nede på festivalens kontor i Vester Allé (Udsendelsen kan ses på vimeo.com/80552060)
Efter et par år tænkte jeg: “De ROSA-folk er ravende sindssyge.” Især når gulvet i Ridehuset skulle renses for cigaretskodder kl. 9 søndag morgen efter en SPOT-festival - manuelt - med fingrene! Eller da de tog en 200 kilos mixerpult med til SPOT 1/2 i Kerteminde i 2001 (Ja, Kerteminde!!!) og skulle ha’ den op på 1. sal - og ned igen dagen efter. Lige til den festival med det mindste antal besøgende nogensinde, hvor en stakkels bassist brækkede benet under en koncert, og alle de nordfynske piger stalkede Kasper Eistrups cigaretskodder. Eventen var en markering af 25-året for Musikloven. Det var også til den festival, hvor jeg fik en meget misundt plads i en dobbeltseng, jeg skulle dele med Tina Dickow.
Gunnar Madsen fik ikke lov til at komme ind, uagtet at han var chef for hele foretagendet. Han måtte simpelthen hente sit skilt og prøve igen
Eller da jeg skulle være sceneansvarlig for to scener på Officerspladsen på samme tid og skulle have 34 bands på og af scenen over to dage til rette tid - og slutte kl. 24:00 hver aften pga. lydrestriktioner fra kommunen. Det var nok til SPOT 05. Dengang havde vi store diskussioner omkring køleskabe til bagscenerne, fordi musikerne og de frivillige jo skulle have adgang til kolde vand og øl. Det var bare ikke let at skaffe så mange køleskabe, så derfor tog jeg resolut et lille hvidt skab oppe fra FAJABEFA’s gamle lager i Åbogade og medbragte mit private elkogerapparat. Så var vi jo dækket ind bag min scene. Det var fint nok, bortset fra at mit køleskab viste sig at være en fryser ... hvilket vi først opdagede, da al drikkelse var frossen! Derudover havde en del bands ikke helt forstået festival-konceptet med at spille på fast baggear - uden lydprøve!
Til gengæld var der nogle meget pligtopfyldende brandvagter, der havde forstået, at man skulle vise sit adgangspas eller armbånd, før man kunne komme ind på festivalen. Ligegyldigt hvem man var! Så Gunnar Madsen fik ikke lov til at komme ind, uagtet at han var chef for hele foretagendet. Han måtte simpelthen hente sit skilt og prøve igen - denne gang med succes!
Der var også dengang, hvor jeg var kørselsansvarlig og skulle hente et finsk band på banegården. De var så ikke særlig svære at spotte, da de stod på perronen med noget meget aparte bagage. Nævner i flæng: fuglebur, halvdelen af en cykel, abstrakte stativer, utallige bongotrommer og så bare dem selv med hatte, dreads og flosset tøj. Fik alle 7-9 stykker losset ud i en stor van, som selvfølgelig holdt ulovligt parkeret foran Banegården. Og typisk nok var sidedøren gået i stykker, så den ikke kunne lukke ...
Som bandrumsansvarlig skal man også sørge for, at logistikken passer med de kørsels- og sceneansvarlige, således at det optrædende band lige kan nå at slappe lidt af både før og efter deres koncert. De skal have lidt øl, vand, slik og frugt. Men da et stort svensk band skulle optræde på SPOT 08, var vores normale catering absolut ikke nok for deres svenske manager. Hun prøvede med alle midler at overtale mig til at hente eksotiske frugter, dyr chokolade, spiritus, en Old Spice-deodorant (og andre ting, som de måske også havde glemt hjemmefra)! Da jeg afslog med den plausible grund, at der ligesom var 60-70 andre bands jeg skulle tage mig af, og at der derfor ikke kunne være særønsker, blev hun mægtig fornærmet! Næste gang, jeg kom op i bandrummet, duftede der mærkeligt nok af Old Spice og eksotiske frugter.
En af de sjovere episoder, jeg husker, udspillede sig dog efter selve festivalen. Den er også kendt som “Manden i busken” eller “Stiv svenskersko”.
Manden i busken
Måske var det efter en efterfest til SPOT 6.0 - som den jo meget velovervejet kom til at hedde for ikke at blive helt til grin i musikbranchen! Uanset hvad så var vi nogle meget trætte frivilllige, der hen ad kl. 4 om morgenen selvfølgelig skulle videre til en anden efterfest! Vi gik i den smukke have foran Musikhuset, da én af os så en sko stikke op fra en busk! Husker ikke helt, hvilken slags sko det var, men vi registrerede den og gik bare videre - småtrætte og småsnalrede som vi jo var!
En af os var dog årvågen, for egentlig lå den sko jo i en ganske pudsig positur. Den var ikke bare blevet smidt, kunne vi alle ved nærmere eftertanke skarpt konkludere. Så alle mand/kvinder vendte om og gik tilbage!
Og ganske rigtigt ... da vi tog fat i skoen, kom et ben til syne, og med lidt fælles graveri var der faktisk et menneske helt dér nede under Musikhusets fine busk! Et meget beruset menneske - der viste sig at være en meget forvirret musiker! Vi fik med fælles hjælp hevet staklen op - eller fælles og fælles! Nogle af os kunne simpelthen ikke, da vi var ved at omkomme af grin!
Da vi endelig fik ham til at sige noget, viste det sig, at han skulle ha’ været kørt hjem med sit band kl. 22:00, så det var pænt mange timer, han havde ligget i den meget ukomfortable stilling. Egentlig en fantastisk præstation udi musikerhjerne-i-alkohol-opløsning, når man tænker nærmere over det!
Efterfester
Dengang i de første mange år måtte vi selv improvisere vores efterfester, og mange af dem foregik på kontoret eller i et mørkt Ridehuset, hvor vi siddende på træpaller drak lunkne dåseøl og paprødvin. Det var, før man blev smidt væk fra området af bryske Security-folk. Alle vores udleverede ølkort gjaldt jo ikke mere, da alle barerne var lukket. Der var en stram alkoholpolitik på SPOT, som selvfølgelig blev overholdt - lige indtil vi fik fri.
Tak-for hjælpen-fester blev dog afholdt af festivalen indimellem, og et år blev alle os frivillige inviteret på dåseøl nede i det gamle bygning ved havnen, der hvor DOKKEN-festivalen også holdt til. Der var mørkt og skummelt, men også vældig hyggeligt, bortset fra at vi fik besøg af brandmyndighederne et par gange, og det faktum, at der ingen toiletter var. Så Gunnar måtte køre tissetrængende piger til banegården, indtil vi blev fulde nok til at være ligeglade.
En meget tidligere og temmelig legendarisk fest blev holdt i det gamle Huset, inden det blev revet ned og bygget om til VoxHall. Temaet var charterrejse til grisefest, og hele gulvet var blevet overstrøet med strandsand. Vi havde malet palmer og andre eksotiske blomster på væggene, og der var sandelig også blevet installeret en mellemstor blå pool og adskillige varmelegemer. Så alle frivillige og ROSA-folk havde badetøj på og fik de mest ulækre kulørte drinks, som hen under aften selvfølgelig endte i poolen sammen med flere af gæsterne. Gunnar og Conny i badetøj! Priceless!
Han havde gået rundt og ledt og ledt efter Musikhuset omkring banegården. Det viste sig, at staklen gik rundt i København
Hårdt arbejde
Til SPOT 11 oprettede vi en infobod, som ud over at skulle køre gæster til og fra lufthavne og banegården også ville servicere branchefolkene ved at kunne henvise til alt, hvad der skete på festivalen og i byens øvrige kulturliv.
Der blev jeg ringet op af en engelsk pladeselskabsmand, der simpelthen ikke kunne forstå, hvor SPOT Festivalen befandt sig. Han havde gået rundt og ledt og ledt efter Musikhuset omkring banegården. Det viste sig, at staklen gik rundt i København ...
Det var dog ikke kun tant og fjas at arbejde på SPOT. Det var ofte hårdt arbejde og kunne til tider være en frustrerende oplevelse. Den værste oplevelse havde jeg helt klart, da jeg igen var sceneansvarlig på Officerscenen til SPOT 12 i 2006. Det var også det første år, hvor vi blev oplært til at kommunikere med hinanden gennem walkie talkier, hvilket hurtigt blev ret pjattet og lummert. Men tilbage til scenen, som var et stort, lukket telt ude på Officerspladsen. Fredag aften lukkede aarhusianske Powersolo aftenen med bravur og rigtig, rigtig mange publikummer. Det resulterede desværre i et skærpet opsyn fra Security-folkene om lørdagen. Som jeg skrev i min evaluering, der vist aldrig blev læst eller brugt til noget:
“Security-folk alt for overgearede og aggressive i forhold til publikum. Der refereres til den trælse episode under Oh No Ono, hvor den sceneansvarlige fik besked på at stoppe koncerten 10 minutter før slut, selvom der IKKE var fare på færde.”
Der stod en 20-30 mennesker oppe foran til nordjyske Oh No Ono og hoppede glade op og ned. De skubbede ikke til hinanden, og der var absolut ingen fare på færde. Jeg stod på scenekanten og overvågede det hele nøje. Som koncertgænger gennem mange år kan jeg sagtens spotte, om der er noget galt. Men det mente den ansvarlige Securitymand så sandelig ikke. Han sendte sine folk ud for at dysse publikum ned, hvilket bestod i, at de hev og rev i de glade folk - fuldstændig formålsløst.
Så ville han have, at jeg skulle stoppe koncerten midt i et nummer, da han mente, at folk ville komme til skade. Normalt skal man følge kommandovejen og adlyde en sådan ordre. Men jeg ventede altså, til nummeret var slut, selvom førnævnte Securitymand råbte og skreg i walkien. Så måtte jeg skride ind på scenen til de målløse musikere, der i øvrigt var ved at blive filmet af DR, og bede dem om at stoppe koncerten. Sådan bliver man hurtigt upopulær blandt både publikum, filmfolk, bandet ... og Securitymænd!
Epilog
Så selvom jeg allerede i de sprøde, første år tænkte, at de kære ROSA-folk var lettere “sindssyge” med alle deres planer og et Ridehuset, der skulle renses for cigaretskodder, så hang jeg jo alligevel ved i 10 fantastiske, skøre og skæve år.
Festivalen voksede sig større og større og fik et mere internationalt udsyn. Jeg selv fik lyst til at prøve at være en del af publikum, at nyde musikken, og syntes også, at jeg havde udtjent min “spotværnepligt”. Jeg nyder til stadighed at komme på festivalen, da jeg ved, at musikkvaliteten altid er i orden.
Ikke mindst nyder jeg at tænke tilbage, når jeg ser en frivillig med blussende kinder rende kaffespeedet rundt med en opkørt walkie talkie. Så kildrer det faktisk stadigvæk lidt i arrangør-genet …