Pladeselskabsbossen fra København var begejstret. Han havde via DUP - de uafhængige pladeselskaber - fået skovlet os ind over målstregen i sidste øjeblik, det var et vigtigt gig for et nyt band, hele musikbranchen var samlet over en weekend, og en god koncert kunne betyde nye eventyr. Eventuelt en turne i Danmark. Eller i udlandet. ’Der kommer journalister helt fra USA,’ forklarede han. ’Kan de jysk?’ langede jeg tilbage i et forsøg på at lyde særegen og omvendt hip. Dengang tænkte jeg på den slags. Jeg var helt ny i en rockbranche, hvor det lod til at være måden, hvorpå en frontfigur gjorde opmærksom på sig selv og bandet. Altså. Skabagtigt, ikke.
Året var 2005. Vores band havde netop udgivet første album, vi skulle optræde på årets SPOT Festival, og jeg havde aldrig hørt om den. Det var nærmest pinligt. Som århusiansk musiker havde jeg tumlet rundt på jazz-og bluesscenen i 10-12 år, og det foregik langt, langt under ROSA’s og Fajabefas musikalske radarer. De to organisationer var samlingspunktet for musikere med ambitioner om at udgive og turnere med eget materiale, men i min verden gjaldt det kun, og kun, om at blive ferm på instrumentet. Det at lave plader og spille sange lå ikke lige for. Desuden. Jeg kendte ingen i Aarhus, som nogensinde havde skrevet en sang. Well. Jeg stødte ofte på Bamse ude på Aarhus Stadion. Men det var ligesom dét.
Uffe Steen lavede plader. Han var indbegrebet af det faktum, at blev man dygtig nok som musiker, fik man også lov til at gå ind i et lydstudie. Så på det tidspunkt var jeg stadig i et slæng af unge brushoveder, hvor alle forsøgte at hænge på mellem taktslagene, i pauserne, hvor Peter Thorup havde fortalt os, at den gode musik levede. ’Musik er som en elendig hæk,’ brummede han. ’Fyldt med huller.’
som ung musiker skal man også turde være sådan. Helt optaget af sig selv og sit eget univers. Skal man ikke? Jo, man skal
I begyndelsen af 2005 fandt jeg hurtigt ud af, at SPOT Festivalen i en del år havde været et stort foretagende i den danske musikbranche. Eller. I rockbranchen. Det lyder som en joke, men i midten af 90’erne og lidt ind i nullerne var der ikke meget cross-over i Aarhus. Vi hang ud på jazzbaren Bent J. og Fatter Eskil og havde intet, absolut intet, med rockmusikerne at gøre. Eller indierne. Eller punkerne. Men vi vidste, at de eksisterede. I byens aviser kunne man af og til læse om lokale bands med mystiske navne som Impotators, Her Personal Pain, Under Byen, Emotions, Singvogel, Hatesphere, Tordenkaffe, Defectors og i det hele taget ret meget om Tina Dickow. Men de kunne lige så godt have boet i New York. Det faldt os aldrig ind, at de gik rundt i byen og forsøgte det samme som os. At spille musik og se, hvor det bar hen.
Vi så stort på andre genrer. Ingen lå på omdrejningshøjde med Charlie Parker eller Albert King. Eller Son House. Sådan var opfattelsen. Det var død mands musik, og vi skuede bagud og gravede dybere i Alan Lomax’ arkiver, for var man interesseret i musikhistorien, endte man til sidst i bluesen og de der worksongs. Det vidste enhver da! Oh, vi var dybe. I dag kan jeg næsten blive flov over den arrogance over for selve faget. Men ikke helt. For som ung musiker skal man også turde være sådan. Helt optaget af sig selv og sit eget univers. Skal man ikke? Jo, man skal.
Miljøerne var adskilte. Selvom øvelokalerne lå side om side, hang vi ikke ud. ’Kons-folkene’ spillede originale numre og tjente til studierne ved at kopiere dem til bryllupper i weekenderne. Og de var altid på vej i studiet. Det var det eneste, man hørte. Aldrig musikken. Deres legeplads var i øvelokalet og små hjemmestudier, vores var på byens jamsessions.
De må have tænkt, at vi var nogle tosser. Tosser! I vores cowboystøvler og med ældgamle plader og lidt tjald i baggården på Nørre Allé eller Skolegade. Omvendt syntes vi, at rockmusikerne var fjollede. De lod til at skifte frisure og bandnavn hele tiden. Det var, som om det var en del af miljøets dna. Hvis ikke man fik hurtig succes med et band, brød man op for at begynde forfra under andet navn. Det gjaldt om at være de nye. Altid de nye. Hvad jeg dengang ikke forstod var, at det kan være udtrykket i sangene, eller selve lyden i bandet, som bestemmer, hvem der ender med at spille sammen. Bandlyd var, for mig, når det under en koncert lykkedes at høre alle instrumenter på scenen. Det var et praktisk begreb. Lyden af hele bandet!
Heavygutterne passede sig selv. Det var nichesport. Som os. Men vi vidste, at nogle af dem havde succes i udlandet. Blev der spillet reggae eller soulmusik i Aarhus, anede vi det ikke. Jo. Måske på Æsken oppe under loftet i Anholtsgade, hvor også græsrodsorganisationerne for en bedre verden levede og åndede. Århus Friskole havde gennem årene hældt læssevis af gyngende talent ud i gaderne, men måske var de alle rykket til København? Det var altid argumentet. Ryk til København og bliv til noget ved musikken. Men vores lokale scene var god. Københavnerne misundte os. Så vi blev selvfølgelig i byen.
Rapmusikken. Den kørte sit helt eget ræs uden for Ringgaden i nabolaget omkring 8210. Ingen vidste, hvad fanden der foregik derude. Men senere skulle de spænde vognen for og suverænt overtage scenen, vise os alle, hvad det danske sprog kunne, og tune ind på fremtidens lyd.
Alt, hvad man behøvede at gøre, var at sætte sig ned og øve. Og øve og øve og øve
Altimens SPOT Festivalen kickstartede lige under vores næser. Husker jeg enkelte plakater i bybilledet? Måske. Har jeg cyklet forbi Ridehuset, mens det stod på, var jeg i al fald aldrig fristet til at stå af cyklen og gå derind og lytte. Senere begyndte vi dog at læse GAFFA. Artiklerne handlede om, hvor hårdt det var at være musiker. At skabe sig et navn. Eller hvor svært det var at komme til at spille koncerter. Det forstod vi ikke. Vi syntes, det var nemt. Og det var sjovt. Alt, hvad man behøvede at gøre, var at sætte sig ned og øve. Og øve og øve og øve. Vi fandt det let. Selvdisciplinen. Og hvis man øvede nok, blev man samlet op af en forsanger, bassist eller saxofonist, som manglede et hold til en koncert i weekenden. Byens jamsessions var som en arbejdsformidling. Og det var i hvert fald bedre end at tage en uddannelse. Det kunne vi alle blive enige om. Bagerst i GAFFA opgav bands gerne deres turnéplan. Turnéer? Hmm. Er det sådan, de gør? Selv spillede jeg to-tre gigs om ugen året rundt overalt i Nordeuropa, men mange af disse turnéer i GAFFA bestod af tre-fire jobs på en enkelt måned. Og så måske det samme antal igen om efteråret. Endda de samme steder! Jeg forstod ingenting. Folk var begyndt at oprette hjemmesider og bandprofiler på nettet, hvor de sågar skrev om deres turnéliv på landevejen. Det kunne de da ikke mene, tænkte jeg? De har bare været i Skive og overnatte!?
Åh, de fjollede rockmusikere.
Lidt senere snublede jeg ind i overtagelsen af en sangskriverklub. Ildsjælen Kristian Svenningsen havde banket konceptet op på Fatter Eskil, det hele var hans fortjeneste, jeg drev det bare videre, og på det tidspunkt var det vel landets mest etablerede sangskriverklub. Der var propfyldt med mennesker og musikere hver gang, selv københavnerne viste interesse, og således stødte jeg ind i sangskriverne, i rockmusikerne, jeg hilste på organisationerne omkring os, der var DMF, ROSA, KODA og specielt en vis Roar Amundsen, som sad og kukkelurede på Kulisselageret i Horsens. I mellemtiden fik mit band en pladekontrakt. Jeg var blevet forsanger og havde købt en guitar og skrevet ni sange. Det var nok til et album, mente jeg, og trommerne røg i Den Blå Avis. Det var en hurtig beslutning. C.V Jørgensens ’Sjælland’ og et par bøger af Tom Kristensen gjorde udfaldet. Sådan noget vil jeg også lave, og det udløste næste arbejdsraseri. Læse, læse, læse på litteraturhistorien, digte, romaner, sangtekster. Alt muligt. Goddag, Aarhus Bibliotek. Jeg skrev, skrev, skrev på egne tekster. Og øvede, øvede, øvede mig i at synge.
På Kulisselageret forsøgte Roar altid at lægge to og to sammen, men på forunderlig vis kom han op med et femtal hver gang. Han var ualmindelig kvik, tog hurtigt initiativ og kunne gennemføre og afslutte projekter på kort tid. Sammen satte vi os en dag ned over en kop kaffe.
Da sangskriverscenen på SPOT Festivalen i 2005 skulle bookes, blev opgaven tildelt Roar. Og han bad mig om hjælp til at finde talenterne. Det blev blandt andet et goddag til Mads Langer, Ane Brun og troldkvinden Eivör, og således ramte jeg min første SPOT Festival fra tre sider samme år. Booker. Konferencier. Musiker.
Nix! Det ville folk simpelthen få ondt i røven over, tænkte jeg og forelagde dette for ledelsen i Saltholmsgade. Det kunne jo fremstå, som om jeg først havde booket mig selv og siden forestillede mig det således, at jeg passende kunne præsentere mig selv på scenen også!?
De lo ad mig i ROSA’s førerbunker. ’Det kan være meget almindeligt med mange kasketter på SPOT,’ forklarede projektlederen Conny Jørgensen. Og det var sandt. Og det er sandt.
Ud med os, ind med de nye. Sådan roterer hjulet vel i alle brancher
SPOT Festivalen har været god ved mig. Jeg har spillet der flere gange. Senest sidste år, faktisk. Siden har jeg stillet guitaren væk. Jeg har affundet mig med, at det ikke bliver nemmere at være i denne branche. På mit niveau bliver det faktisk sværere med årene. Det er okay. Det skal ikke være nemt at spille musik som en levevej. Alle lader jo til at ville det. Det er bare at lukke op for tv’et. Men at have et alenlangt CV i musikbranchen åbner ikke nødvendigvis en koncertdør. At have mange udgivelser bag sig er ikke altid et plus. Det kan være et minus. At have spillet 1000 koncerter får dig ikke op på en ny scene. Mange musikere bliver beskyldt eller klandret for at liste ud ad bagdøren, når de nærmer sig 15-20-års jubilæet. Det forstår jeg slet ikke. Har vi ikke fået det ind med modermælken, at man ikke skal stole på de voksne? Alle dem over 30! Jo, vi har. Ud med os, ind med de nye. Sådan roterer hjulet vel i alle brancher. Sagen er, at jeg ganske enkelt ikke orker at pakke mine guitarer op og ned mere. Jeg keder mig i en bandbil. Og jeg har altid kedet mig bravt i et studie. Men mest af alt. Der kommer ikke nye sange. Teksterne, de bliver til bøger nu.
Branchen vil have nye navne. Publikum vil have nye navne. SPOT vil have nye navne. Og de skal have nye navne. Det er selve idéen.
Tim Christensen og Tina Dickow. Malk de Koijn. Pernille Rosendahl, Kashmir og Nephew. Det er en fin bunke af alsidigt talent. Ingen kan argumentere mod deres flid og dygtighed, og det blev meget fortjent dem fra min generation, som fik det store folkelige gennembrud. Gad vide, om ikke alle spillede på den allerførste SPOT Festival? Jeg tror det næsten.
Godt spottet!