En lørdag eftermiddag i juni 2007 havde jeg rødglødende travlt med at producere reportager til festivalens hjemmeside. Pludselig var SPOTs pressechef i røret: Kan du holde Eddie Kramer med selskab i et par timer, indtil hans tog kører til København?
Øh, altså være en slags barnepige for manden, som var Jimi Hendrix´ lydastronaut - og som sad under scenen og båndede Woodstock-festivalen i ´69? Mesteren, der styrede knapperne, da Beatles indspillede All You Need is Love, og som tog med Led Zeppelin på landet for at optage Whole Lotta Love? Naturligvis ville jeg det!
Den lille sydafrikaner Eddie Kramer, på det tidspunkt 65 år, har boet det meste af sit liv i England og USA. Han var bl.a. i Aarhus for at udstille sine rockstar-fotos på Galleri Profilen i Grønnegade.
I Musikhusets Lille Sal holdt han sit foredrag ”From The Other Side Of The Glass”, hvor han med fotos og lydklip tog os med på en ærefrygtindgydende tur til 60´erne og 70´erne. Her mixede han bl.a. Rolling Stones, Santana, Small Faces, Johnny Winter, Kiss, Joe Cocker og Frank Zappa. Samtidig fotograferede han stjernerne i deres mest koncentrerede og stenede stunder.
Vi følte historiens vingesus i det soniske foredrag med direkte udtag fra lydpulte i London og New York ...
Jeg kan godt lide den afslappede vibe og de rare mennesker. Det hele virker meget velorganiseret, kind of small, cute and sweet
Kramer fandt ingen god rock´n´roll
Nå, men jeg mødte Kramer uden for Ridehuset ved 14-tiden. Allermest havde jeg lyst til, at vi bare gik direkte til en café, hvor vi - over et par pilsnere - ku´ nørde om go´e gamle dage. Så ku´ jeg høre mere om, hvilken båndmaskine de brugte til at lave Jimis guitarekko på All Along the Watchtower. Eller om Ted Nugent er rablende gal? Men i respekt, og for ikke at virke starstruck, holdt jeg mig til Aarhus i nuet og spurgte, hvad han havde lyst til.
- Tja, jeg har slet ingen anelse om, hvad jeg skal høre. Har du nogen tips? spurgte han. Jeg var lidt blank … men Kramer uddybede: - Jeg foretrækker god rock´n´roll, og jeg er altid på udkig efter orkestre, der kan blow my head off. Altså ikke nødvendigvis på sådan en larmende Anthrax-måde, mere, at de kan udtrykke sig klart, kommunikere med publikum og levere deres sange.
SPOT er heldigvis perfekt til - på overskuelig tid og plads - at høre appetitvækkere fra forskellige genrer. Så Kramer og jeg snusede rundt og lyttede til et par håndfulde bands.
Men hverken danske Oh No Ono, svenske Shout Out Louds eller Alice Roses electrofolk faldt i Kramers smag. Han lyttede andægtigt, professionelt og afsagde snart sin dom.
- Oh No Onos musik lyder for programmeret, og de vil nok ikke kunne begå sig i USA. Det bliver for anstrengende at lytte til heliumvokalen, mente Eddie Kramer. Og efter tre numre med de anmelderroste Shout Out Louds i Ridehuset gav han skudsmålet: ”Eighties ripoff”.
SPOT er small and sweet
Kramer fandt altså ingen musikalske guldkorn denne eftermiddag, men han ku´ lide Aarhus:
- Det er en smuk by, som åbenlyst værdsætter kunst og kultur. Jeg mener, kig dig bare omkring i det smukke koncerthus (Musikhuset, red.). Jeg kan også godt lide den afslappede vibe og de rare mennesker. Det hele virker meget velorganiseret, ”kind of small, cute and sweet ”, lo han:
- Det har været meget interessant. Lydkvaliteten var ret god og afviklingen professionel. Men det er en typisk europæisk festival. Her er stort set kun hvide mennesker, i USA ville publikum have været mere blandet, etnisk set. Men hils og sig, at de danske kvinder er ubeskriveligt smukke!
Det nytter ikke, at du skriver gode sange, hvis ingen ved det
Promotion er ikke pinlig
Inden vi tog afsked, pointerede han, at både danske musikere - og danskere generelt - skal gøre mere ud af at reklamere for sig selv – og ikke føle sig pinlige over det.
- Ud af 1000 orkestre er der højst 10 procent, der klarer den. Og I bliver altså nødt til at sælge jeres produkter ved enhver given lejlighed, hvad enten I laver musik, fotos eller tandpasta. Jeg kan mærke, at promotion er et lidt ildeset begreb her. Men promotion is the name of the game. Det nytter ikke, at du skriver gode sange, hvis ingen ved det, fastslog han.
På SPOT gik en drengedrøm i opfyldelse for mig. Det var en fornøjelse at være ”babysitter” for manden, der har produceret så mange af mine favoritskiver.
Jeg fik bekræftet, at man sagtens kan være høflig og ydmyg, selv om man arbejder i musikbranchen. Også når man har et CV og en bekendtskabskreds som Eddie Kramers.